Attraktiv og rigtig flot strøglejlighed med SV-vendt altan.
Nu har du mulighed for at købe en ejerlejlighed i den flotte gamle bygning Vejlborg beliggende midt på Vejles hyggelige gågade. Ejerlejligheden er på 3. sal, hvor dagslyset finder vej og oplyser hele boligen, og hvor der er ro og fred.
Hele boligen fremtræder indflytningsklar og i rigtig god stand med bl.a. nyere vinduer. Den er højtloftet med hvide pudsede lofter og hvide vægge. Du får et stort åbent køkken-alrum-stue miljø med adgang til den dejlige altan, spots i loftet og flot parketgulv. Køkkeninventaret er fra Svane, og du har godt med plads, grebsfrie højglanslåger og træbordplader. Stort soveværelse med skydedørsskabe. Værelse med skydedørsskabe. Pænt og rummeligt badeværelse med hvidt inventar, badekar, bruseniche og plads til vaskesøjle.
Opgangen er nyrenoveret med nye vinduer og hvidmalede vægge. Der er dørtlf. samt gitterport ud mod gågaden, som er kørt ned om natten. Endvidere fælles parkeringsgård, terrassemiljø samt kælder til opbevaring. Vedtægterne giver tilladelse til husdyr såvel som udlejning.
Ejendommen er i god stand og ejerforeningen er meget velfungerende med sund økonomi. Der er årlig arbejdsdag med fællesspisning. Der bliver udskiftet noget af taget på Torvegade-ejendommen i år. Betalingen til tagkontoen stopper, når den fulde tagudskiftning er overstået. Herefter vil fællesudgiften være mindre.