For første gang i 4 år begynder året med prisfald på huse


Priserne på villaer og rækkehuse er de seneste 4 år steget fra december til januar, men Boligsidens Markedsindeks for januar 2019 viser nu, at året er startet med et lille prisfald.

Det var en smule billigere at købe hus i januar 2019, end det var i december 2018. Det viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks. I gennemsnit blev villaer og rækkehuse handlet til en kvm-pris, der var 0,6 procent lavere, end da Boligsiden.dk målte priserne i december 2018. Det er stik imod, hvad vi har været vant til de seneste 4 år.

- I grove træk plejer vi at opleve, at priserne stiger i foråret og sommeren, flader ud i 2. halvår og så småt begynder at stige igen i december og januar. Det er ikke tilfældet nu, hvor vi har set små prisfald på huse de seneste 5 måneder i træk, siger Birgit Daetz, der er boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.
I samme ombæring forklarer hun imidlertid, at det ikke er et foruroligende prisfald, vi er vidne til. Hun minder om, at priserne fortsat er 3,2 procent højere end på samme tidspunkt sidste år.
- Samlet set er priserne faldet 205 kr. per kvm i forhold til prisen, som Boligsiden.dk målte i august 2018. Det giver en forskel på små 31.000 kr. for et hus på 150 kvm. Det er ikke et problematisk fald, men et større fald end vanligt og en udvikling, der er anderledes, end vi har været vant til. Vi hæfter os ved, at priserne fortsat er mere end 3 procent højere end på samme tidspunkt sidste år, siger Birgit Daetz.

Ændrer ikke forventninger
Derfor er Boligsiden.dk’s prognose for prisudviklingen i 2019 heller ikke ændret. For indtil videre er forventningen, at årsændringen bliver på nogenlunde samme niveau som i 2018.
- Huspriserne er de seneste 3 år steget omkring 4 procent hvert år, og hvis rente og arbejdsløshed forbliver lav, og højkonjunkturen fortsætter, kan prisudviklingen lande i samme leje i 2019. Januar-tallene fortæller os blot, at i det omfang prisstigningen kommer, bliver det senere end tidligere, siger Birgit Daetz.
Også priserne på ejerlejligheder er startet med et lille dyk i 2019. Som det er tilfældet på husmarkedet er det ligeledes første gang siden 2014, at et år er startet med et prisfald på ejerlejligheder.

6. februar 2019 - Tommy Blindkilde

Sådan udviklede priserne på villaer og rækkehuse sig i januar 2019

 

År Ændring
2011 0,0 procent
2012 -0,7 procent
2013 -0,4 procent
2014 0,0 procent
2015 0,7 procent
2016 0,2 procent
2017 0,0 procent
2018 0,2 procent
2019 -0,6 procent