Boligsælger – Pas på med skuffesalg!

Er skuffesalg nu en god idé?

Som ejendomsmægler hos LIVINGDAY har jeg tit en drøftelse med kunder omkring konceptet "skuffesalg". Det kan være kunder, der ønsker at sætte sin bolig til salg hos LIVINGDAY, men også øvrige kunder, som jeg møder i forbindelse med fremvisninger eller køberrådgivninger, hvor kunderne netop har solgt deres boliger.

Mange boligejere vælger at sætte deres bolig til salg som "skuffesalg" hos ejendomsmægleren. Det vil sige, at boligen ikke annonceres på Boligsiden.dk og ejendomsmæglerkædernes hjemmesider, ligesom de ikke kommer i Boligavisen. I et boligmarked som vi har nu, med få boliger og mange ventende købere, kan det være en hurtig måde at få solgt sin bolig på. Man slipper for fotografering af hjemmet, og kan måske nøjes med 1 fremvisning til en køber, som ejendomsmægleren har fundet i sit køberkartotek.

For ejendomsmægleren er det også en meget nem måde at få "klaret" sit arbejde på. Man springer markedsføringen over, går direkte i køberkartoteket, og får måske solgt på første fremvisning.

Jeg er ikke fortaler for skuffesager. Boligen når ikke ud til alle boligsøgende, idet den ikke bliver markedsført. Den bliver altså ikke prøvet af på det store marked, og boligsælgeren kan derfor ikke være sikker på at få højest mulige pris for boligen. Jeg synes, at det er meget vigtigt, at alle boliger som minimum bliver annonceret på internettet, som jeg vil tro, at 99% af alle boligsøgende benytter.

Det er som nævnt en drøftelse, jeg har haft med flere kunder. En trist historie fik jeg f.eks. af et ældre ægtepar, som jeg var køberrådgiver for på deres nye hjem. Da de skulle sælge deres Bredballe villa, valgte de en ejendomsmægler, som havde den som skuffesalg. Ejendomsmægleren kom med en kunde fra køberkartoteket, og efter forhandlinger fik de kr. 250.000 i nedslag i udbudsprisen. Handlen blev annulleret, og ægteparret valgte at sætte den rigtig til salg, dvs. på internettet, hos samme ejendomsmægler. Denne gang kom der 4 fremvisninger med det samme, og det endte med at det ene par bød kr. 250.000 over udbudsprisen. Den dag ægteparret fortalte mig deres oplevelser omkring dette salg, var de stadig helt chokeret over, at de var så tæt på at sælge for en halv million kr. mindre, end de heldigvis fik for villaen.

Den bedst mulige pris for din bolig får du altså ikke ved at sætte din bolig til salg som et skuffesalg! Du kan risikere at få en for lav pris for din bolig, fordi markedet ikke bliver afprøvet. Det er særligt vigtigt at vælge et almindeligt salg, nu hvor vi har et boligmarked med rigtig mange købere og få boliger. Det giver ofte anledning til overbud på boligerne.

Endelig vil jeg gøre opmærksom på, at det jo heller ikke skader de stakkels ventende købere, der er i markedet, at de også får mulighed for at se din bolig. Køberne vil klart foretrække, at de får adgang til alle boligemner, f.eks. på Boligsiden.dk. Det vil være en kæmpe hjælp for dem. Ligesom det vil være til gavn for boligsælgerne.

Indehaver, Manja Mikeli

Vejle den 26. januar 2022